De Bergske bragte følgende kronik fordelt over den 25. og 26. januar 2007
Af Jens Kristian Lings

Da min syge Moster i dag busede ind ad døren, skubbede hun Mona til side og mig helt ned i lænestolen, som jeg kun var nået lidt op af.
-Bliv bare siddende! bød hun og udvidede næseborene nogle gange. Hendes smil røbede masser af budskaber. Jeg fik straks trang til at hale mig op ved et greb om hendes lange næse, og trække den udenfor, men hendes øjne lammede mig. Det var meget ubehageligt!
-Hvad galt var der i at hænge Sadam Hussein? indledte hun. Det var humant, det gik jo hurtigt, og han mærkede ingenting. Vi skal jo alle herfra engang. Skulle han hellere have siddet år ud og ind i et fængsel og blive åndsforladt? Eller skulle han langsomt være pint ihjel af kræftfremkaldende kost? Hun tøvede med åben mund.
-Hvorfor løber du så meget? Hvorfor vil du leve længere? spurgte hun så. Så smil dog mand! næsten råbte hun og tegnede med sin sygeligt lange og spidse pegefinger et smil foran mit ansigt, så det trak i mine mundvige.
-Jeg ønsker jo blot at leve sammen med Mona – og dig! forsøgte jeg og løftede mig lidt.
-Bliv endelig siddende! smilede hun og stak hovedet ned mod mig, så jeg måtte trække mit tilbage.
-Er det ikke lidt egoistisk? sagde hendes stemme midt i en hvidløgsos. Kan du garantere, at en forlængelse af dit liv bliver til glæde for os andre? Har ikke mange syge været en så stor belastning, at de pårørende oplever deres død som en befrielse? (Jeg nikkede og smilede meget, fordi jeg pludselig forestillede mig Moster som lig, for syg er hun, meget endda).
-Det drejer sig ikke om, at du som kødklump lever længe, hvislede hun, men om at du åndeligt har et rigt liv! Forstår du det? Jeg nikkede, mens hun pegede på min næse, så mine øjne eksede.
-Lægernes dødskriterium er i dag, om tarmkanalen fungerer eller ej! (Jeg skelede til Mona, men hun sad blot og smilede til sit strikketøj).
-Du har da læst om hjernedøde, som er vågnet op! forsøgte jeg spagt.
-Ja tak! råbte hun, og som lever videre som belastende stakler! Hvorfor koster samfundet formuer på at nedværdige mennesker? Hvorfor er tarmkanalens fungeren det vigtigste af alt? (Jeg var lam, og min hjerne fungerede ikke. Så sprang hun pludselig over til sine gamle fængselsteorier, som straks pustede min tyktarm op mod bristepunktet).
-Nu må vi have skrottet alt det juks om forbrydelse og straf! indledte hun, mens hun betragtede os begge for at spore en reaktion (Hun har masser af gange holdt alenlange foredrag for mig om den gamle politimord-sag og om de sædelighedsforbrydere, der lukkes ud af fængslerne for at se, om de ikke nok kan lade være med at kvæle små piger. Hendes lange, magre hånd gled ned i rygsækken og halede et ældgammelt nummer af Ekstra Bladet op).
-Husker I det her? spurgte hun og så henrettende på os. Jeg skelede til Mona, der allerede havde anlagt sit Mona Lisa-smil.
-Jeg kunne ikke drømme om at købe det blad! forsøgte jeg.
-Nej, det ved jeg! vrængede hun, men du burde følge bare lidt med i, hvem der dirigerer den store hob. Se blot! Her står, at politimorderen nu skal ud, fordi han har fået straf nok. Ved du hvad? sagde hun, bøjede sig ned og åndede mig igen lige ind i ansigtet: Han har slet ikke fået straf! Han har kun været spærret inde, fordi vi ikke kan have ham gående uden for murene! Og hvorfor er han kommet ud? Han ville have haft det bedst ved kun at drømme om det liv, han har forspildt. Han var årsag til, at mange børn mistede deres fædre, at fire kvinder blev enker, og at disse familier har måttet leve videre i denne morders skygge.
-Undskyld! Sagde jeg, men nu må jeg op på toilettet! (Hendes næselyd betød, at jeg skulle skynde mig, og selv om jeg forsøgte at slæbe benene efter mig, var jeg straks deroppe. Jeg pressede, men kunne ikke og buldrede så hurtigt ned, at jeg blev forpustet. Moster nikkede anerkendende og viste mig med hånden ned i stolen. Der lå jeg så igen, mens hun travede og pegede på mig. Af og til dukkede jeg hovedet).
-I 1930, docerede hun, afskaffede man ordet ”tugthus” for at fjerne mindelser om den humane pryglestraf. Ja, jeg sagde H U M A N E, for i dag straffes forbryderne med ord, hvad der er langt værre, men det kan ikke fotograferes, og primitive mennesker dømmer kun ud fra, hvad de kan se. Jeg giver intet for disse psykiatere, der taler i timevis med psykopaterne for at resocialisere dem. Ofte er psykopaten langt bedre begavet end psykiateren og lover bod og bedring for hurtigt at komme ud og fremture! (Jeg er sikker på, at Moster aldrig har fået prygl. Ja, ja, jeg er skam også inderligt imod, at man tager hårdt i armene på børn, men gid dog et behjertet menneske i sin tid havde givet Moster et par flade, når hun kæftede op. Så havde jeg i dag været fritaget for den her psykiske tortur).
-I de gode gamle dage, sagde hun, pryglede man forbryderne, for at gøre dem til bedre mennesker, og det lykkedes mange gange! Jeg har hørt om én, der i sin ungdom var voldsmand og blev dømt til 30 slag rotting på rådhuset. Som ældre sagde han, at efter den omgang tærsk havde han kunnet opføre sig pænt, for det ville han ikke prøve én gang til. Og han var taknemmelig, for de prygl. Det var et sprog, han kunne forstå, havde han sagt. Mange store børn bebrejder i dag deres forældre, at de ikke gav dem et par på hovedet i stedet for at bruge lang tid på at fylde dem med ord, som de alligevel ikke forstod.
Moster travede en tur rundt om bordet med hænderne på ryggen. Så tog hun fat igen.
-Det er komplet vanvittigt at lukke en morder ud! Det ville være bedst for ham og alle andre, om han døde i fængslet! Hvorfor sidder du og vifter med den finger?
-Jeg vil gerne indskyde, at du ikke får nogen til at være bøddel!
-Uha da da! hvad er det for noget vås? Kan du ikke tænke bare én lille tanke selv? Hør så! Den helt naturlige bøddel er morderen selv. Kan du følge mig? Når en morder er dømt, skal han straks spærres inde i en luksuscelle, der rummer alle tænkelige behageligheder: TV, radio, spiritus, hash, junk sovepiller osv. osv. Så går alt af sig selv! Hvor lang tid, han vil sidde i cellen, inden han skyller en håndfuld sovepiller ned med en liter whisky, er fuldstændig underordnet. Ingen kommer til at lide, og ingen får besvær eller skyldfølelse. Desuden har politiet masser af konfiskeret sprut og junk, som på den måde kan komme til udmærket nytte.
-Jeg fryser! sagde jeg og kom til at hakke med tænderne.
-Så hent din trøje, for jeg er ikke færdig! Mine ben gik hen mod døren, mens hovedet var drejet bagud, fordi Moster ikke slap mine øjne. Da min kødklump ramlede mod døren, smilte hun og vendte sig. Jeg fandt håndtaget, og da jeg stod ovenpå med trøjen i hånden, var jeg allerede varm. Jeg tog den på og fór ned, så jeg nær var gået på næsen. Jeg hev stuedøren op og sank i knæ, fordi Moster stod lige foran mig.
-Da blev du nok bange! sagde hun sødt.
-Nej, jeg snublede! hakkede jeg og hørte godt, det lød dumt. Moster gik til side. Jeg faldt ned i stolen og så på Mona. Hun sad stadig med sit strikketøj og sit smil. Moster travede. Jeg stirrede på hendes halvhøje skohæle. Havde hun så bare haft et par flade på, tænkte jeg og var lige ved at le.
-Hvad er det, der er så morsomt? spurgte Moster og bøjede sig ned over mig.
-Ikke noget! gispede jeg.
-Så tag det grin af! Hendes øjne skød lyn. Det her er alvor! Er du klar? Jeg nikkede hurtigt nogle gange, og mens hun tog en dyb indånding, skelede jeg igen til Mona, som nu så alvorlig ud.
-En morder har allerede mistet sin frihed, fordi den myrdede altid er spærret inde i hans erindring. En indespærring af morderens kødklump er da det eneste, der kan skabe harmonifølelse i ham. Kan du stadig følge mig? (Jeg sendte en lyd op, men havde mest lyst til at spæne. Moster er syg i hovedet, og hun ved, at jeg ikke kan udstå hendes belæringer. En tung del af hendes sygdom har, siden hun for mange år siden blev pensioneret som skolelærer, manifesteret sig i en voksende lyst til at plage mig).
-Da du og alle de andre kødklumper mener, at en indespærring er en straf, bilder I morderen ind, at et mord kan afsones. Det er noget pladderhumanistisk nonsens! En morder skal kun have frihed til at vælge sit eget dødstidspunkt! (Hun standsede lige foran mig. Først stod hun og stirrede mig længere ned i stolen. Den spidse finger pegede igen omkring min næse).
-Hvad fik samfundet ud af at koste så mange millioner på politimorderen? Hvad får vi ud af at koste lige så meget på Peter Lundin? Og hvad får vi ud af at sende de mange voldtægtsforbrydere i psykiatrisk behandling? Og hvad får morderne selv ud af det? Intet, absolut intet! De ved det, men de er krystere! De er bange for at dø! – Det er du jo for resten også! sagde hun og kneb øjnene sammen.
-Er jeg det? hikkede jeg.
-Ja, du er! Indrøm det bare! Du er ikke spor anderledes end den stupide masse. Ingen af jer tør tænke på døden. Du løber og løber for at leve længere. Hvorfor træner du ikke til at dø? (Jeg opdagede, min mund stod åben. Tyktarmen føltes efterhånden som en ballon. Moster stak sin lange næse helt ind i min intimsfære).
-Du er nemlig også en kryster! (Jeg forsøgte at komme endnu længere ned i stolen. Det var umuligt. Så bøjede jeg mig forover, og på vej nedad så jeg Mosters øjenlåg sitre af fryd. Da jeg vovede mig op igen, så hun på Mona, der bare strikkede).
-Morderne er både tåber og krystere! Hvorfor vil de ud i samfundet igen? Tror de, vi glemmer? Tror de, de selv kan glemme? (Mine ben begyndte at røre på sig, men de lammedes hurtigt af et stik fra Mosters øjne).
-De største tåber er dog dem, der mener, at nogen har fået straf nok og skal ud i friheden. De har ingenting forstået af noget som helst!
-Jeg bliver nødt til at gå nu, stammede jeg og søgte at pege overbevisende på mit ur.
-Et øjeblik, sagde hun, så meget haster det vel heller ikke! (Mine arme faldt så hurtigt, at jeg kom til at sukke. Moster smilte helt oppefra).
-Lad morderne svælge i narko! Lad dem, der ikke tør tømme pilleglasset straks, blive alkoholikere og narkovrag først! Lad selvmord rense fængslerne for mordere. Det er den eneste måde, de kan afbetale bare en lille del af deres gæld til ofrenes pårørende og samfundet på. Ja, jeg er klar over, at du endnu ikke er modnet til en så raffineret tankegang, og med avisernes og TVs pladderhumanister som meningsdannere vil du og den øvrige hob – selv om I påstår, at I er åh så frie –  så vil I aldrig slippe af med en ubevidst og voldsom angst, for at der alligevel er et Helvede, et pinselsted, hvor man bliver kogt og stegt til evig tid. I er hundeangste for at ende dér, hvis I vover at afvige bare den mindste smule fra de politisk korrekte meninger! Føj for søren, hvor er I primitive! Skrid med dig!
Jeg hev i armlænene, men sad fast. Endelig steg jeg op af stolen og stod med bøjede knæ. Så så jeg på Moster, der blot viftede med hånden. Det hjalp. Jeg løb mod døren, som jeg dog kun fik åbnet halvt og derfor løb i med et brag. Over skulderen så jeg, at Moster rystede på sit syge hoved. Jeg kom da ud, men inden jeg blev klar over, om jeg skulle på toilettet eller blot følte trang til at trave en lang tur, var jeg steget ovenpå og faldet ned ved computeren.
Da jeg for lidt siden hørte Moster gå, ønskede jeg af al kraft, at næste gensyn med hende måtte være ved en køleboks, hvor en navneseddel bundet til hendes storetå kunne blive en forløsende faktor i mit plagede liv.