Min syge moster og mig

Information bragte lørdag den 5.3.1983 følgende kronik

Min syge moster og mig

Af Jens Kristian Lings

NÅR JEG traver ned efter min søndagsavis, kommer jeg som­me tider til at tænke. I dag tænkte jeg på noget, min syge moster engang sagde:
»Der er nogen, der traver og tænker, og så er der nogen, der bare traver«.
Jeg tænkte, at det egentlig var en morsom tanke. Så standsede jeg og tænkte på, hvor lidt man i grunden tæn­ker.
Nå, jeg nåede da hjem og læ­ste avisen. Men jeg fandt ikke noget. Jeg lagde den over til hende og kom til at tænke på, om jeg havde søgt noget spe­cielt. Det kunne jeg ikke finde ud af. Så travede jeg ovenpå til min motionscykel.
Jeg satte mig op og tænkte på, at man ikke må begynde voldsomt. Lidt efter gik det som smurt. Og jeg sagde:
»Med den fart skal du nok nå det!«
Men så kom jeg til at tænke på, hvad det var, jeg skulle nå. Jeg måtte stå af. Jeg fandt det pludselig meningsløst at træde og træde uden at komme af ste­det. Jeg stod og stirrede lidt og fik så pludselig en idé. Den tra­vede jeg ned i stuen med.
Hun så op fra avisen, da jeg snakkede løs om at koble motionscyklen til lysnettet, så man kunne producere strøm. Motionscentrene skulle have store trædemøller. Busserne skulle gå på batteri og have et pedalsystem til passagererne. Ingen kræfter ville gå til spilde. Vi ville komme hinanden ved. Livet ville blive fyldt med mening. Og hospitalerne ville blive sparet for en mængde hjertetilfælde. Hun så analyserende på mig.
»Du er vist blevet inficeret af din moster!« sagde hun dril­lende.
»Nå, det kan godt være!« sagde jeg så. »Jeg kører en lille tur.«
UDE VED skoven kørte jeg forbi en rytter. Det fik mig til at tænke på, om hun skulle no­get bestemt. Og jeg tænkte på alle dem, der havde redet der før. Mon de havde haft et mål?
Ja, så var det altså, at Mik­kel Thøgersen i »Kongens Fald« red frem inde i mit ho­ved. Jeg så tydeligt denne me­ningsløshedens konge med det sure fjæs. Pludselig hørte jeg min gamle dansklærer sige, at Mikkel red hele sit liv og nåede det ikke. Jeg fandt al­drig ud af, hvad det var, han ik­ke nåede. Jeg må slå stedet ef­ter, tænkte jeg. Jeg ville ven­de, men måtte holde ind til si­den, fordi en flok motorcykli­ster kom drønende.
På tilbagevejen drejede jeg ind, hvor rytterpigen var for­svundet. Det ville blive rart at trave lidt i skoven. Måske kun­ne jeg finde ud af et eller andet.
Så snart jeg var kommet ind mellem træerne, begyndte det at trække i benmusklerne. For at få styr på dem forsøgte jeg med løb på stedet, men det gik ikke. Og før jeg vidste af det, brasede jeg af sted. Mine sko svuppede, og frakken flagrede. Det var helt vildt!
Da var det, jeg fik øje på en af dem der i træningsdragt. Jeg greb fat i et træ og gav mig til at pille i barken, mens han løb forbi. Jeg så godt, han var klar over, at kan skulle tro, jeg var en biolog, der stod og pu­stede på noget bark. Men jeg lignede snarere en blæsebælg, der fungerede.
“Man er ikke, hvad man har været” sagde jeg beroligende. Lidt efter holdt jeg hjemme. Jeg stod ud og gik ind.

DET FØRSTE, jeg hørte, var min syge mosters stemme. Hun råbte op om et eller andet. Det trak igen i benene på mig. Jeg stak hurtigt hovedet ind.
»Dav, jeg må ovenpå!«, røg det ud af mig. De stirrede beg­ge to.
»Var det godt?« spurgte hun.
»Hvad for noget?« sagde jeg i håb om at finde en mening med et eller andet.
»Det at køre” sagde hun venligt. Men så var min skøre moster der.
»Du vil da ikke komme her og fortælle mig, at du bare kø­rer for at køre?«
»Nej, nej, da! Ingenlunde! Slet ikke! Selvfølgelig havde jeg et mål! Vær vis på det!” Jeg løb op ad trappen og gik ind til mig selv. Der styrede jeg lige mod lænestolen og lod mig falde.
»Her sidder du jo godt«, sag­de jeg.
Men så blev jeg urolig. Jeg kunne mærke, jeg skulle et el­ler andet. Skulle jeg skrive no­get ned? Eller læse noget? Jeg kom til at skele til sofaen. Så kom det. Det var jo Mikkel Thøgersen, jeg skulle se lidt på. Jeg travede ned.
»Kommer du nu igen?« sag­de hun muntert.
»Ja, det, man ikke har i ho­vedet osv.«, sagde jeg leende og styrede lige hen mod ”Jen­sen” i reolsystemet. Min mo­ster fortsatte ganske uanfæg­tet:
»Så er det, jeg spørger mig selv: Lever du for din lønnings­pose, eller får du din lønnings­pose for at leve? Jeg finder spørgsmålet uhyre væsentligt. Det er altafgørende, at…”
Jeg snuppede min bog og travede ovenpå.

JEG MÅ hellere skrive stedet af, tænkte jeg. Så husker man det bedre. Og så kan man altid finde det frem igen uden at skulle løbe efter det. Endelig fandt jeg stedet.
»Aldrig havde Kongen set et saa skuffet Udtryk, som det Mikkel laa med i sit Ansigt. Nu da Trækkene havde sat sig i Døden, kom Skuffelsen saa ty­deligt frem«.
Sikke en idiot, tænkte jeg. Ride hele sit liv og så ikke nå det. Han jagede selvfølgelig den evige lykke henne om hjørnet. Nej, »Lykken står den kække bi«, og ”Enhver er sin egen lykkes smed«, eller »Lyk­ken er ikke gods eller guld, lyk­ken er ikke storhed og ære … Punktum!”
Jeg gik derud. Og mens jeg sad, kom jeg pludselig til at tænke på, at det i grunden var noget svineri. Først æder man, og så sidder man og sviner. Man bliver fed, og Danmarks betalingsevne går ned. Da var det, jeg kom til at tænke på, om vi kunne svine os rige? Kunne svineriet ikke løbe ind i kæmpemæssige gæringsbeholdere og give varme i hjem­mene, gas i komfurerne og gød­ning til markerne? Fiskene ude i havet ville kunne ånde meget bedre. Og man ville selv sidde dejligt skyldfri, når man sad.

JEG SAD og fik lyst til at skri­ve en bog om Danmark og be­skæftigelse og sådan noget. Det hele skulle selvfølgelig først tænkes grundigt igen­nem. Og så skulle det systema­tiseres efter det lukkede kreds­løbs princip.
Jeg opdagede, jeg sad og ry­stede på hovedet. Det må være min vanvittige mosters skyld, tænkte jeg. Så hev jeg i rullen med genbrugspapir. Det var helt hvidt, og jeg kom til at tænke på, hvad der havde stået på det før: Havde det mon væ­ret et moderne digt? Eller noget elendigt prosa?
»Det kan man ikke kende forskel på!« Ja, sådan råbte min moster ind i mit øre sidste søndag. »Det, det drejer sig om nu om stunder«, fortsatte hun ophidset, »er at provokere sine fredelige medmennesker mednoget ækelt svineri. Kvalitet sælger ikke!”
Hun var bare rigtig godt sur, fordi hun lige havde fået en digtsamling tilbage. Forlaget ville ikke have den. Ja, jeg si­ger ingenting. Men der spildes meget papir. Det er jo me­ningsløst. Nå, jeg skyllede ud og gik ind til mig selv. Der sad jeg så og stirrede lidt, fordi ordet me­ningsløst havde givet et mo­sterekko inde i mit hoved.
»Det er der ingen mening i!« udbrød hun engang harmdir­rende. Sætningen kom i en be­skrivelse af hendes hospitals­ophold.
»God weekend!« siger de så sødt om fredagen. Men de skul­le selv prøve at ligge og vente fra fredag til mandag morgen! Det er skandaløst, at der ikke laves skiftehold. Mængder af mennesker ville kunne få be­skæftigelse. Og hvorfor skal al­le disse dyre apparater stå og hvile weekenden over, om jeg, må spørge? Uden for hospi­talet venter tusinder på ind­læggelse. De lider, bliver mere syge og skal derfor have endnu mere behandling. Der spares intet! Absolut intet! Tvært­imod! Det er et fuldstændig åndssvagt system! Har jeg ik­ke ret?«

JEG BØJEDE hovedet og så, hvordan mine tæer krummede sig i skoene. Så fortsatte hun.
»Danmark er det bedste land i verden at leve i, siger de. Ja, ja, men hvad vil det sige at le­ve? Er det at have råd til enten at æde eller drikke sig ihjel? Ved I, at der aldrig før har væ­ret så stor produktion af kister i overvægtsstørrelse? Næh, vi savner ånd. Danmark er blevet et åndeligt hul. Man tænker kun på penge, og ideer har man ingen af. Hvorfor laver man ik­ke et 4-3 system?«
»Hvaba?« sagde jeg og så for mig en fodbold flyve om­kring.
»Man skulle holde virksom­hederne i gang hele ugen. Det ene skiftehold skulle arbejde 10 timer på hver af de første fi­re dage, det andet på de tre sidsteProduktionen ville mindst blive fordoblet. På de lange ar­bejdsdage ville man glæde sig til fridagene og omvendt. In­gen arbejdsløshed. Arbejdsglæde. Kort sagt: livslykke. Nå, hvad siger I til det?«
Jeg løftede mig lidt i sædet, fordi jeg følte mig for let til at svare hende. Pludselig stod jeg op og sagde, at jeg havde noget alvorligt liggende ovenpå. Mens jeg travede op, tænkte jeg, at konen måtte være gal. Jeg ville skrive lidt om det, men følte så, at jeg først måtte ud og trave. På vej ud stak jeg hovedet ind til dem.
»Her skal du bare høre«, smilte moster. »Alle kvinder skulle på deres 50 årsdag have 50.000 kr., hvis de har født højst to børn. Befolkningstil­væksten ville høre op. Vi havde ikke brug for flere boliger, fa­brikker osv. Vi kunne bevare de sidste naturområder. Og sy­nes du for resten ikke, der er danskere nok i verden?«
Hendes lange spidse finger dirrede på enden af den frem­strakte arm og pegede lige om­kring min næse. Det var meget ubehageligt.
»Jeg tænker en tur«, sagde jeg tøvende.
»Hvad?« spurgte de med én mund.
»Jeg skal bare«, sagde jeg og hev i døren, så jeg nær havde fået hovedet i klemme. Moster råbte et eller andet, men jeg skyndte mig ud.

DA FØRST benene kom i gang, gik det af sig selv. Plud­selig kom jeg til at tænke på de bilfrie søndage. Dengang var det, som om man kom det hele lidt nærmere. Jeg kan huske, at jeg var lige ved at finde no­get. Siden har mine ben været urolige.
Min løn er god, og jeg har det godt. Men der er noget, jeg ikke kan finde. Enten er det langt væk, eller også er det in­de i mig. Det kan måske kom­me ud på et? Min moster siger, jeg er langt fra, hvad jeg har været. Og min læge siger, at min tra­ven er godt for hjertet. Men jeg føler ikke, han har ret. Men hvad så?
Da jeg kom hjem, gik jeg ro­ligt op, men løb straks ned med »Kongens Fald«. Jeg kan ikke have, at noget ligger og flyder. Jeg listede hen og satte bogen på plads.
»Var det Jensen?« spurgte min moster.
»Ja!« sagde jeg.
Så stod hun hos mig.
»Her skal I høre et virkeligt godt sted«, sagde hun og tog »Digte 1906« ned.
Jeg måtte skifte ben flere gange, mens hun med sin syge stemme deklamerede lige ind i mit åbne ansigt:

Det var et gammelt og vel­kendt spil
i Danmark.
når ånden vågner, er riget sat til.

Det rørte mig alligevel, fordi jeg midt i det hele kom til at tænke på gamle Mikkel Thø­gersen. Jeg gik ovenpå og lag­de mig.
»Det går nok alt sammen«, sagde jeg, så venligt jeg kunne.