Den 18.5.2000 bragte De Bergske følgende:

 Af Jens Kristian Lings

Store Bededags-aften spiser man varme hveder. For de fleste har Bededagen kun med ferie at gøre. Sjovt nok kommer ordet ”ferie” af det latinske ”fériae”, der betyder ”religiøse festdage”. St. Bededag har i tidens løb dog aldrig været festlig, men det var aftenen før til gengæld.
Både i katolsk tid og efter Reformationen rummede året mange faste-, bods- og bededage. Undertiden fulgte fastedagene så tæt på hinanden, at børn og unge, der havde stort behov for nærende kost, blev syge i kirken, hvor de på fastedagene skulle opholde sig fra tidlig morgen til sen aften.
I 1631 ændrede Chr. IV bededagene til, at præsterne hver onsdag på landet og hver fredag i købstæderne og i København skulle holde gudstjeneste, hvor man bad for fred. Man mente nemlig, at alle Verdens ulykker skyldtes menneskets syndige adfærd. Derfor var det ikke nok blot at bede om søndagen og høre en god moralsk prædiken.
Troen på ulykker som Guds straffedom, fremgår tydeligt af salmedigteren Hans Adolf Brorsons læredigt i anledning af det jordskælv, der den 1.11.1755 ødelagde størstedelen af Lissabon. Katastrofens omfang var enorm. Mennesker omkom i tusindvis, og mange blev opslugt af en revne i jorden. Overalt digtedes der om ulykken. Brorson skrev ”Lissabons ynkelige Undergang”, og digtets hovedidé er, at Guds langmodighed varer længe, men når syndens mål er fuldt, afløses langmodigheden af straffedom. Digtet er langt og en kraftig opfordring til omvendelse og bod. F.eks. står der:

”Folk går i Verden så sikker og forvoven,/ som var der ingen dom og ingen Gud deroven,/ om der er også ret en Himmel eller ej,/ derom de lige let kan sige ja og nej./ Da kan den gode Gud ej komme dem i tale,/ de arme muldvarp-skud foragter bjerg og dale, de tage af hans ord ej mere end de vil,/ som hørte han og Jord dem selv alene til./ Når denne ørne-art får voksen klo og vinge/ til luftens herre-fart, da trøste Gud de ringe,/ da kommer straffen nær, men vé den stolte by/ for ondskabs og især de armes råb i sky./ Da må Gud fare ned og give sig tilkende/ og kaste trodsighed, som Babel, over ende,/”

Med forordning af 27.3.1686 indførte Chr. V, at der årligt skulle være én bededag, og denne STORE bededag skulle være den 4. fredag efter påske. Og sådan har det nu været i 314 år.

I en skildring fra 1863 kan man om de kirkelige højtider læse om St. Bededag, at på denne dag er al handel og vandel forbudt, alt arbejde, alle rejser, alt spil, al leg osv. Det var den eneste dag om året, hvor møllevingerne uanset vejret skulle være låst fast. Bagerne måtte ikke bage, men fandt så på dagen før at bage brød, som let kunne opvarmes. De opfandt hvederne, som oprindelig hed ”hvede-tve-bakker”, og ”tve-bak” betyder ganske enkelt: ”Hvad der er bagt to gange”. Hvederne var altså bestemt til selve bededagen. Alligevel opstod der hurtigt tradition for at varme og spise dem aftenen før. Nogle tog på skovtur først for rigtigt at mærke, at vinteren nu endelig var forbi, og mange tog løv med hjem for også at bringe foråret ind i stuerne.
I København gik man tur på Volden fra Rysensten ved Langebro til Langelinie. Alting var grønt dèr. Den kolde og kedelige vinter var gået bort. ”Den kedsom vinter gik sin gang”, som Ambrosius Stub skrev i Ribe.

I april bruser foråret både i naturen og menneskesjælen, og det bliver for stærkt for mange gamle. De giver op og forlader denne verden. Foråret er afskedens tid. Men det er også ømhedens tid. Kærligheden og ensomheden markerer sig. ”Hvad hjælper det at hjertet stadig banker, når det ingen har at banke for.” som Benny Andersens Svante synger.

Der er næppe tvivl om, at skovturene St. Bededags-aften i tidens løb både har skabt ståhej i sjæle og ømme barme. Nogle skovgængere har dagen efter i kirken måske følt ekstra trang til at bede om forladelse.
På Københavns vold har Amor haft travlt med at afsende pile. Fædre og mødre har søgt at gå som skjolde mellem deres døtre og kåde studenter. Barnepiger har ivrigt trillet om med barnevogne og fået kontakt med flotte soldater. Gadedrenge har fartet hujende om både som tilskuere og spasmagere. Det er gået lystigt til på Volden. Også dèr er mangen barm blevet øm.
Det er højst sandsynligt, at det netop var en sådan eftermiddag og aften, den 25-årige Poul Martin Møller i 1819 skrev ”Aprilvise” (”Grøn er vårens hæk”). Han var ungkarl og har i sin ensomhed spadseret omkring på Volden og drømt om et pigeeventyr. De mange, skønne jomfruer har betaget ham i allerhøjeste grad:

”Hulde piger små, / røde, hvide, blå, / sende deres blikke rundt som pile; / og som krigerflag / i det kælne slag / silkebånd fra liljenakken ile.”

Pigerne har gjort ham lam og stum, så han kun har kunnet skrive og slutte sin dejlige vise med dette dybe suk: ”Det er tungt, man skal gå hjem alene!”
Lad os tro, at han hjemme i sin hybel, hvor ”man sit hjerte kan på vesten føle”, har kunnet trøste sig med et par varme hveder.