Denne kronik blev bragt i Jyllands-Posten den 23.6.1999

Af Jens Kristian Lings

Sankthansbålene vil snart brage og lyse landet over, som de har gjort i århundreder, for selv om kristendommen for 1000 år siden for­trængte hedenskaben i Norden, kun­ne den ikke fortrænge alle hedenska­bens traditioner.
Blussene blev ved at buldre. Kir­ken viede da majblus til Skjøn Val­borg og mid(t)sommerblus til Johan­nes Døberen, Sankt Johannes eller kort og godt sankthans. Da Jesus blev født den 24.12, og da Johannes Døberen blev født et halvt år før, måtte hans fødselsdag være den 24.6. Johannes skulle jo bane vejen for Je­sus. ”Jeg er en røst af en, som råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!” sagde han. Og Jesus sagde: ”Jeg er verdens lys!”
Lyset, luen er et glædessymbol, og for at skabe harmoni med glæden over de tos fødsel tænder vi julelys i vinterens mørke nat og bål i den lyse sommers. Kirken har altså ikke blot skabt en fin, men også logisk sam­menhæng mellem hedenske skikke og det kristne budskab. Sankthansaf­ten er der dog næppe mange, der hol­der tale om Johannes Døberen, og kirkegang på sankthansdag er for længst ophørt. Det er midsommeren, vi fejrer, kun det kristne navn hæn­ger ved.
Som vinterens mørke har knuget mennesker sammen i angst, har da­genes vækst langsomt åbnet dem mod lyset, solen. Lyset sejrer over mørket, glæden sejrer over angsten og kulminerer på årets længste dag. Bålet, der er solens stedfortræder, skal da buldre og brage og lyse op, så man med øjne, hud og ører kan ople­ve sin indre glæde.
Sankthansaften sværmede ikke blot menneskene, men også alle na­turens kræfter. Derfor var gode ste­der ekstra ladede med kraft. Både syge og raske valfartede landet over til hellige kilder for at blive raske el­ler for at værne sig mod sygdom. Man drak af kildevandet eller vaske­de sig i det. Var man virkelig overbe­vist, om at det kunne helbrede eller beskytte, har det utvivlsomt gjort det. Da ikke alle kunne komme til på én gang, drog man hjemmefra i god tid for at få en god plads, og der, hvor mennesker søger hen, trækkes kræmmere til. På denne måde er vore kildemarkeder opstået.
Af den slags er det mest kendte i dag nok Dyrehavsbakken/Bakken uden for København. Oprindelig lå dette marked ved ”Kirsten Piils Kilde”, men af prakti­ske grunde flyttede man i årene fra 1795 ti11830 efterhånden hele halløjet op på den nærliggende bakke, og hvis ikke vandet fra Kirsten Piils Kil­de havde nogen virkning, så havde det større og større spiritusforbrug det.

I dag er der næppe nogen, der sankthansaften drikker vand fra Kirsten Piils Kilde. Dens opståen som hellig kilde er utvivlsomt et godt dansk fupnummer. Det kan nemlig dokumenteres, at to navngivne kø­benhavnere, en dansemester og en parykmager, i 1732 fik lov af kongen til at grave kilden fri og lede vandet gennem en sten. Oven over den satte de en anden sten med en poetisk og forførende inskription, der lyder sådan: ”Kirstine Piil var den, som fandt det Kilde Vand1583”. Mon ikke de to københavnere har moret sig i deres grave, da man i 1983 fejrede kildens 400 års jubilæum?
Ved Vartov i København var der en hellig kilde, som man i århundreder søgte til, men den bedste kilde på Sjælland var nok ”Helene Kilde” i nærheden af Tisvilde. Selv Chr. IV besøgte jævnligt hellige kilder, end­da på det rigtige tidspunkt. F.eks. står der i hans skrivekalender for 1639 følgende: ”23de juni drog jeg fra Frederiksborg til Skt. Lenis Kilde. 24de juni brugte jeg det Vand af Skt. Lenis Kilde.” Og i 1846 kunne man læse følgende notits i Københavns Adresse Avis: ”Rejseselskab søges til Helene Kilde Skt. Hansaften.” I det nordvestjyske var den mest berømte kilde Skt. Thøgers ved Vestervig.

I skyggen vi vanke
blandt lysgrønne strå,
sankthansurt vi sanke,
hvor blomsterne stå.
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.

Sankthansaften og nat gik mange ud for at samle urter, fordi også disse var ladet med magisk kraft. Nogle ur­ter kunne helbrede for sygdom, skærme mod lynnedslag og fortryl­lelser og helbrede det kvæg, der var blevet sygt af at græsse, hvor elver­folket havde danset. Man formodede, at urterne fik kraft af den dug, der faldt. Derfor bredte man også linned ud pa blegepladser og kirkegarde, og tidligt næste morgen svøbte man syge ind i det våde linned, så den hel­bredende kraft kunne trænge ind i dem.

Midsommerbålene var ikke blot glædesblus, de var også en besværgelse. Man ofrede lys og varme til lysets og varmens ophav, solen, for at bede den velsigne markerne. Hos bønder har det endog væ­ret en udbredt opfattelse, at man skulle tænde bål for at afværge brand i kornmarkerne. Helt op i det 19. år­hundrede kunne man, hvis der gik ild i kornet, høre følgende forklaring: ”Det kommer af, at I ikke har blus­set!”
Sankthansnat koglede det overalt i naturen. Hekse, trolde elverpiger og usynlige drager for omkring og for­dærvede alt, der ikke var sikret. Da man vidste, at ilden kunne fortære næsten alt, var det nærliggende at tro, den også kunne fortære ondt og kyse de onde magter bort. Og for at gøre det så effektivt som muligt for­stærkede man bålets spragen ved at danse larmende omkring det.

De danske hekse red sankthansnat til Bloksbjerg i Tyskland, til Troms i Norge eller op til vulkanen Hekla på Island. De skulle holde helligaften med Gammel Erik, Djævelen, som nemt kunne være alle steder på én gang. Udtryk som ”at sende dem til Bloksbjerg” eller ”sende dem ad Hek­kenfelt til” stammer fra denne tro (Hekkenfelt er et folkeligt navn på vulkanen Hekla, som man anså for at være en af indgangene til helvede).
Sankthansaften skulle man slå kors på dørene og sætte rønnebærg­rene, porseris eller gråbuner i karme­ne ved vinduer, døre og luger, for at heksene ikke skulle forvolde nogen skade, når de red forbi. Men hvem var disse hekse?
Rundt om i Europa kan man på kalkmalerier o. lign. finde hekse af­bildet. Mange af dem er unge, smuk­ke og forholdsvis nøgne kvinder. Det er da nærliggende at tage det erotiske element med i vurderingen. Ægtemænd kan være blevet kulrede, hvorpå konerne har anklaget den kvinde, mændene var besat af. Andre mænd kan have støttet anklagen, for­di de måske ikke selv kunne opnå hendes gunst. Freud har formodent­lig udlagt heksenes kosteskaft som et fallossymbol.
Mange hekse har ”kunnet mere end deres Fadervor”, men deres håndte­ring har nok svaret til det, jordemød­re, kiropraktorer og naturlæger kan i dag. At heksene så har mumlet en el­ler anden formel under deres arbej­de, udsprang vel af det, der for me­nigheden lød som ”Hokus pokus”, når præsten delte nadveren ud og sagde: ”Hoc est corpus verum dei” (Dette er Guds sande legeme!).
At placere en symbolheks på et sankthansbål er en forholdsvis ny skik. Den er uhyggelig, for den har hverken noget med sommerens glæ­desblus eller Johannes Døberen at gøre, den kan kun hentyde til de for­færdelige heksebrændinger, der kul­minerede under Chr. IV. De stakkels kvinder (og somme tider mænd) blev først pint til at indrømme, at de var hekse, og på bålet har lidelserne væ­ret ufattelige. Den eneste barmhjer­tighed, man kunne finde på at vise, var at binde krudt pa ryggen af dem, så de midt i lidelserne blev sprængt ihjel.

Når Holger Drachmann i sin vid­underlige Midsommervise fra 1895 skriver: ”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde,” så mener han ikke, de skal brændes pa bålet, han gentager blot den gamle tanke om at holde det onde væk ved hjælp af ild. Hekse­dukker pa bålet kendtes ikke pa Drachmanns tid, og skikken er en modbydelig sammenblanding af vid­underlig glædesfest og beruselse i at henrette.
Og hvordan opfører vi os i naturen? Sankthansurter sankes ikke, men holdes nede med gift. Kildevæld hel­breder ikke, men er farlige at drikke af, og ensomhedens ørken mindskes ikke, men vokser.
Når vi med glædesblus igen har hyldet solen, har hørt bålet sprage og set luerne slynge sig i vældige og ætsende sving op mod nattehimlens mørke, hvor fygende gnister blander sig med stjernerne, bør vi måske overveje, om ikke netop solen en dag kan finde på at torturere og brænde os ihjel, fordi vi i vores hidsige jagt efter materiel velstand er blevet til en flok hekse, der rider ødelæggende gennem naturen og forpester dens sjæl, som fra tidernes morgen har afspejlet vores egen.