1. Min ven gik bort til evighed
for der i lys at tale.
Jeg sukker træt og glider ned
i sorgens mørke dale.
2. Ja, savnet følger dødens gys.
Jeg græder, man mig ynker,
mens solen spreder ud sit lys,
hvor mulden stille synker.
3. På graven mange blomster står.
Iblandt er og kærminder.
Og hjertet banker i mig, når
jeg mindekranse binder.
4. Vi alle følger årets gang.
Naturen lægges øde,
men solen kalder op i vang
et væld af vårens grøde.
|
5. Mens stenen ligger, tidens tand
vil hugge sine mærker,
og havet bruser, bølgens vand
slår skum til sang af lærker.
6. Nu sol går ned i havets skød,
dens lysvæld sig udbreder.
Om og min ven er fra mig død,
vor kærlighed mig leder!
7. Jeg går da trygt, på Gud vil tro
og livets byrder bære!
Når jeg går over sidste bro,
jeg ser i lys min kære!
Jens Kristian Lings 1998 |