Den 30.3.09 bragte Kristeligt Dagblad følgende kronik:

Af Jens Kristian Lings

Forskeres optimale muligheder for at finde nye tiltag inden for sundhedsvæsenet ser ud til hos politikerne at veje langt tungere end det at skabe tryghed i hele befolkningen ved nærhed af et akut-sygehus, hvor læger kan behandle patienter for ganske almindelige sygdomme.
Tildelingen af de mange milliarder til prestigeprojekter i f.eks. de i forvejen hospitalsmæssigt velforsynede universitetsbyer, Odense og Århus, er selvfølgelig ideelt og godt. Men nedlægningen af akut-sygehusene i yderområderne er kritisabel, fordi den givetvis vil medføre en forringelse af sundhedsservicen dér og i beboerne omskabe en allerede værende utryghed til angst.

For 50 år siden følte alle i f.eks. Lemvig og opland sig trygge, fordi vi havde et sygehus, der fungerede perfekt takket være en særdeles dygtig overlæge, Anders Christensen. Han kunne klare næsten alt og forstod at videreekspedere til specialister, når det var påkrævet.
For få år siden erklærede det daværende Ringkøbing Amtsråd efter en ekspertvurdering, at det ville være en fordel for vestjyderne at nedlægge Lemvig Sygehus. Man mente ikke, et nødvendigt fagligt niveau kunne etableres, og der var jo ikke langt til Holstebro Sygehus, som havde mange specialister. Vi protesterede, men selvfølgelig til ingen nytte, og effektueringen af beslutningen formindskede i høj grad vores tryghedsfølelse. Næppe nogen vestjyde har kunnet få øje på bare én fordel ved denne sygehusnedlæggelse.

Udskiftningen af vidt-favnende sygehusoverlæger på mindre hospitaler med ensporede specialister på større hospitaler længere borte har medført lange ventelister, som ofte medfører længerevarende sygdomstilstande med voksende gener for patienterne. Når patienten endelig er nået frem til specialisten, kan det ske, at denne intet finder fra sit område og derfor henviser til en anden specialist osv. Mange dør i ventetiderne. Når man at blive indlagt på et hospital fjernt fra hjemmet, vil den lange afstand for manges vedkommende medføre, at de kun sjældent får besøg. Forskning har ellers påvist, hvor vigtigt det er for helbredelse, at man under hospitalsopholdet har nær og hyppig kontakt med sine nærmeste. Ja, der findes endog eksempler på, at nogen er blevet sendt hjem fra et hospice, fordi de fik det langt bedre på grund af den menneskelige varme, omsorg og pleje de udsættes for dér.

Nu har eksperterne imidlertid fundet ud af, at det vil være en fordel for Vestjylland, at Holstebro Sygehus også bliver nedlagt. Det tvinger uvægerligt ordet ”ekspert” ind i en overvejelse. Hvad er en ekspert? Hvad er han ekspert i? Hvilke forudsætninger har han for at vurdere den foreliggende sygehussag? Hvilke kriterier lægger han til grund for sin vurdering? Vurderer han ud fra nær-samfundets interesser, eller har han fået politiske direktiver at pejle efter? Ens konklusion ender særdeles nemt i den sidste antagelse.

Når sundhedsminister Jakob Axel Nielsen siger, at afstanden til et hospital ingen betydning har, det afgørende er nærhed af en ambulance, kan man fristes til at tro, at han ikke ved ret meget om sagen, og at han med en smart spinddoktorformulering forsøger at få befolkningen til at tro, at han ved ekstra meget. Han taler om bemandede lægeambulancer, men hvor får disse ambulancer deres hjemstation? Hvor mange ambulancer vil stå til rådighed? Og alligevel er det kun i drømme, man kan forvente, at sygdomme og mindre eller større ulykker holder sig tilbage, til en ambulance er ledig.
Skal ambulancerne bemandes med kvalificerede læger, må de nødvendigvis have station ved et hospital. For beboerne i f.eks. Thyborøn bliver afstanden til nærmeste hospital (Herning) på ca.100 km. En ambulance skal da køre 200 km for at bringe en patient fra Thyborøn til Herning. Er der tale om blodprop i hjerte eller hjerne, skal patienten videre til Skejby, hvilket kræver endnu 80 km’s kørsel altså i alt 280 km. Det siges, at der i specielle tilfælde sættes en lægehelikopter ind, hvilket dog forudsætter, at der findes lægehelikoptere, og at en af dem er ledig.
Alene den lange transporttid vil i mange tilfælde få alvorlige følgevirkninger for patienter i yderområderne, og dødeligheden vil stige, for uanset hvor akut ens tilfælde er, må man vente, til et ledigt transportmiddel ankommer. Fremover vil en blodprop sandsynligvis blive en ganske almindelig dødsårsag i f.eks. Thyborøn.

Det virker, som om politikerne for enhver pris vil have, at Danmark skal markere sig udadtil som førende inden for medicinsk forskning. Men hvorfor skal Danmark det? Og hvorfor skal befolkningerne i f.eks. Odense- og Århus-områderne have endnu bedre hospitalsforhold samtidig med, at folk i yderområderne påtvinges en enorm forværring af mulighederne for hjælp?

Er det da kun øgede forskningsmuligheder for læger, der afgør et samfunds trivsel? Eller kan der være andre og bedre muligheder?
Der er næppe mange politikere, der har tænkt på, at en afskaffelse af mangelen på sygeplejersker (2000 stk.) og en yderligere forstærkning af flokken kunne være vejen frem til langt større udnyttelse af hospitalernes kostbare og effektive undersøgelses- og behandlingsapparater, så ventelisterne kunne skæres enormt ned til glæde for alle.
Det er en kendsgerning, at sygeplejerskerne fik næsten intet økonomisk ud af den sidste strejke. Til gengæld tabte samfundet enorme summer på de efterfølgende overarbejdslønninger til læger. Patienterne, også dem, der lever i angst og i et smertehelvede, måtte finde sig i at komme ind i en endnu længere kø for behandling. Ventelisterne er stadig alt for lange. Måske når de lige netop at nærme sig en nogenlunde acceptabel længde, inden den næste strejke med et snuptag forlænger dem igen?
I dag betaler hver sygeplejerske en 3-400 kr. om måneden til deres fælles strejkekasse, så de kan være godt rustede, når tiden er inde.
En sygeplejerske har valgt sit job, fordi hun gerne vil hjælpe syge mennesker, men den forældede og meningsløse fagforeningspolitik tvinger hende i strejke og dermed til at skære voldsomt ned på det, hun helst vil.
Hverken Bent Hansen (arbejdsgivernes forhandler) eller Conny Krukow (sygeplejerskernes forhandler) har noget personligt i klemme i en strejkesituation, og de kan heller ikke klemme hinanden, da de begge får en fed løn for at forhandle, uanset hvad der kommer ud af forhandlingerne. Da de ikke kan skade hinanden, tvinges de af politikerne til at benytte terrorristernes effektive våben: At tage gidsler i form af hjælpeløse, syge og gamle.
Det er så nemt for politikerne at stå og hælde vand ud af ørerne og andagtsfuldt sige, at de skam ikke vil blande sig i arbejdsmarkedets konflikter. ”Parterne må selv løse deres problemer!” Dette er bragesnak, for i virkeligheden står politikerne, som heller ikke har noget personligt i klemme, i baggrunden og lægger loft over det, der kan opnås ved forhandlingerne.

I stedet for enøjet at poste så mange milliarder i ideelle rammer for forskning med udtynding af befolkningerne i yderområderne til følge, ville det sandsynligvis være ideelt, om politikerne ville realisere følgende tre idéer:

1) Bevarelse af yderområdernes små akut-sygehuse.

2) Gøre mindst to års tjeneste på et lille akut-sygehus eller hos en praktiserende læge til en obligatorisk del af lægeuddannelsen.

3) Gøre sygeplejerskerne til tjeneste-mænd/kvinder uden strejkeret og efterfølgende sørge for, at deres løn altid er sådan, at unge piger vil stå i kø for at få denne uddannelse.

En gennemførelse af disse tre forslag vil sandsynligvis både kunne bevirke, at ordet ”forskning” bevarer sin positive klang i alles ører, og at man i landets yderområder fortsat vil kunne leve uden en stadig angst for at blive syg.