Den 7. marts 1971 bragte Aalborg Stiftstidende følgende kronik:

Af Jens Kristian Lings

Amanuensis Jens K. Kjelgaard Lings, Københanv, har skrevet denne skildring, der knytter sig til heste, dels i Hanherred, mens tiden endnu ikke var løbet fra dem, dels på Vesterbro i København, hvor de nu vækker opsigt. Vinden farer, tiden går, i dag trækker traktorer ploven.

I dag så jeg heste på Vester­bro. De trak en vogn. En kold vind tog i deres manker. Nu æder de hø. En dag bliver de til ingenting.
Udenfor regner det og er di­set. Græsplænen kan dog ses gennem ruden. Utallige heste har græsset, hvor mit hus ligger. De har plukket og prustet.
En lang række plovspand har kravlet her. Store, stønnende heste. Stampende hove. Knirkende seletøj. Forbi. Glemt.
Jeg læser. Vender blad på blad. Engang pløjede Klumpe og Tulle og jeg. Vi lagde fuge til fuge. Skridtene kan ikke tælles. Et tal virker for lille.
Vi hørte hjemme i Hanherred. Stedet lignede en model til et bjerglandskab.
Efter morgenmugningen skulle jeg hente hestene. Men hvor i bjergene var de? Jeg begyndte at lede i øst. Det var lettest. Og det føltes rigtigst.
Hegnet var fælles med nabo­en. Hans heste gik der også. En morgen står de alle fire i den dybeste af dalene. Afstanden er stor. Hestene små. Klumpe besvarer mit råb med en hurtig hoveddrejning op mod mig. Straks efter er han kun optaget af græsningen. Tulle har ikke hørt noget. Naboens heste glor bare. Græsser igen. Kigger flere gange nervøst op, under min nedstigning.
Jeg går på en sti. Den er opstået, hvor enebærrisene og brombærrankerne river mindst. Endelig kommer jeg fri af bu­skene. Klumpe ser mig overho­vedet ikke. Naboens heste bilder sig et øjeblik ind, jeg vil have fat i dem. De fjerner sig med nogle nervøse prust. Nu opdager Tulle mig. Hun ser på rugbrødet i min hånd. Vi mødes. Hun gumler, og jeg lægger hovedla­get på hende. Klapper hende på halsen. Så går vi.
– Farvel, Klumpe! Han hører ingenting.
For at komme op er det let­test, vi tager en omvej. Først lidt op. Så ned. Og endelig helt op.

Det har regnet. Stierne er glatte. Under nedturen glider jeg. Benene smutter fra mig. Jeg kurer på ryggen og haler i Tulles bidselreb, så også hun glider. I et nu sanser jeg højt oppe et stort hestehoved. Bag mine ører pløjes jorden op.
Så rejser jeg mig. Tulles bremsespor er dybe. Der er sto­re klumper på hendes hove. Jeg lægger kinden til hendes bløde mule. Den lugter af græs og rugbrød.
Vi kravler og pruster. Somme tider knager det i hende. Helt oppe vender vi os og ser ned. Den kølige morgenvind gør øj­nene fugtige. Alligevel ses det på Klumpes græsning, at vi er luft for ham.
Vi går. Jeg sjosker forrest i mine beskidte gummistøvler. Skridtene er korte. Tulle er tæt på. Klomp! Klomp! siger det lige bag mine hæle. Jeg kommer til at tænke på Klumpe. Han er en stor kleppert. Og almindelig er han ikke.
– Klumpe! siger jeg og ven­der mig mod Tulle. Hun nikker. Vi tøver. Pludselig opstår der tvivl, om at Klumpe i det hele taget bemærkede os. Han spille­de vel komedie? Vi går.
Der er leddet nede. Vi stopper for at lytte. Opfatter kun et par lærketriller.
– Det er noget kludder med dig, Tulle! Jeg giver et ryk i rebet. Forbavset hæver hun ho­vedet. Fejlen er min. Det er mig, der har kludret. Klumpe har altid været pålidelig. Han starter bare lidt senere. Fanger os. Følger et stykke og stikker så af. Når vi igen kan se ham, plejer hans hoved at hænge frem over leddet i en så afslappet stilling, at man skulle tro, han har ventet længe.
Inden vi vover os ned over skråningen, lytter vi igen. Op­fatter kun lærken. Så går vi. Jeg passer på kun at træde på stiens kanter.
– Ærgerligt! For første gang har Klumpe skuffet os. Nu må jeg af sted med hans hovedlag også Og husbond får ret. Han vidste bedre. Mine ører bliver varme. Jeg kan allerede høre hans hånlige latter. Den kommer langt borte fra i små, hasti­ge stød.
– Nej, Tulle, det er ikke den! Vi springer væk fra stien. En stor, rødgul klump farer forbi. Klum­pe pløjer et par lange fuger. Leddet knager, idet han støder imod. Han er der. Hovedet hænger udover. Vi er der. Men Klumpe kom først.
– Gamle dreng! får jeg vist sagt og tager ham om hovedet. Han forstår. Vi kender hinan­den. Engang bed han mig i skul­deren. Mærkerne sad der i lang tid. Min hånd og mit lår har han også haft fat i. Han er hastig. Kan ikke lade en oplagt chance gå fra sig. Forleden var det smedens bag.Forbenet skulle skos. Klumpe blev selv for­skrækket. Det gav en underlig lyd, da hammeren ramte ham på mulen. Nu vil smeden kun sko, når jeg holder om Klumpes ho­ved. Klumpe er god nok. Han må ikke. Det ved han. Men han kan ikke lade være.

Vi slæber vinterens produkter ud på marken. Der er halmstrit­tende komøg. Stinkende svine­gødning. Små sortblå grise. Hvide hønselorte. Flade høns. Et skaft af en gummistøvle. Og dynger af luftige hestepærer.
Vi skaber kultur. Plovens blanke jern stuver affald ned. Den duftende muld vælder bag­ud og lejrer sig.
Vi pløjer. Roligt og støt. En­gang imellem sagtner Klumpe farten. Men et lille ord får ham straks i gang igen. Han kan ikke lide at blive afsløret. Tulle føl­ger bare med.
En eftermiddag kommer der et mægtigt regnskyl. Vi drejer rundt, så bagen kan komme mod regnen. Jeg sætter mig på hug under­ Tulles hoved. Man skal ikke friste Klumpe over evne.
I de følgende dage får vi en del byger. Aldrig så snart er der faldet et par dråber, før Klumpe begynder at dreje bagen et eller andet sted hen. Jeg må gøre mig hård. Og da min frakke kun nårtil gummistøvlerne, skvulper det konstant i dem.

Når en af os skal lade vandet, venter de andre pænt. Tulle gør ikke noget ud af det. Hun standser bare. Krummer ryggen lidt. Vi venter. Så kravler vi videre. For Klumpe er det noget andet. Han standser. Skræver dygtigt. Vi venter en rum tid. Endelig kommer den befriende lyd. Den store plasken holder dog hurtigt op og bliver til no­get strinteri. Hans lem bliver langt. Men slapt. Stakkels Klumpe! Han kunne have været en flot hingst. Nu må han nøjes med at lege med noget, han ikke ved, hvad er. Jeg vil ikke forstyrre ham. Tulle gør heller in­genting.

– Tak for i dag! siger jeg og lukker dem ind i hegnet. Klum­pe får et klask bagi. Han lægger ørerne tilbage. Ser skævt til mig. Slår et par sving med ha­len. Fjerter og stikker af. Der gik jeg hans ære for nær.
Næste morgen henter jeg Tul­le. Klumpe kommer selv. Vi spænder for.
– Hej!
Vi kommer til at svede. Men også den dag får ende.

Alt kød er som græs. Græsset visner. Vinden farer over det. Det er ikke mere.
For flere år siden blev Tulle slagtet. Hun var blevet halt. Et par år efter så jeg Klumpe græsse i hegnet. Han så ikke mig. Sådan så det i hvert fald ud. Nu er han også væk. Ploven er groet til i en krog bag laden. En traktor farer hastigt over marken.

Hestene på Vesterbro var sto­re og fede. Vejret er klaret op. En let og kølig vind tørrer min græsplæne. Men det drypper endnu lidt fra taget.